Afslutning på indendørs dressur 2022

Afslutning på indendørs dressur

Mandag den 14. marts var der afslutning på vores indendørs dressur for unghunde, som siden begyndelsen af januar har mødtes hver mandag aften i den store ridehal på Nollundvej. Programmet har stået på grundlæggende lydighedsdressur  som hinter, sit, dæk og hjemkald. Derudover er der begyndt på apporteringstræning med dummyer. Der har været rigtig fin tilslutning med 18 tilmeldte hunde som flittigt er mødt op mandag efter mandag.  Det er rigtig dejligt når kursisterne viser engagement og gør noget ved det, ikke bare til træningen men også derhjemme, så er det en utrolig udvikling man kan se over de 10 uger kurset varer.
Til afslutningen var der opstillet en bane der indeholdt de discipliner der har været trænet på, og til at bedømme hvor langt de enkelte var nået, havde vi inviteret Brian Søgård til at give nogle point og komme med gode råd til hvad den enkelte skulle fokusere på fremover. 

På aftenen var den dygtigste hund Tysk ruhår ALBA og fører Thorkild Hansen
på andenpladsen kom FT Cocker BALDER og fører Lars Fisker
3. pladsen gik til Labrador SUSSI og fører Villy Nielsen

Aftenen sluttede på hyggelig og festlig vis oppe i ”Rytterstuen” med fællesspisning af smørrebrød, øl, vand og kaffe samt dejlig kage som Betina havde bagt – tak for det!

På mandag den 4. april kl. 18.30 går det løs igen, men denne gang udendørs ved Lynghytten på Flugtskydningsbanen. Her er der mulighed for at træne videre på flere niveauer, så forhåbentlig har i appetit på mere – jeres hunde har helt sikkert! Så håber vi mødes derude….

Gunnar Christensen